Se artikel på kunsten.nu
En verden til forskel af Lisbeth Bonde
Digteren Per Højholt (1928-2004) var en mester i at spidde den gængse meningsdannelse med sin både anarkistiske og humoristiske tilgang til virkeligheden, denne flygtige størrelse, som trods alle vore eskapistiske manøvrer til syvende og sidst binder os sammen i et mere eller mindre meningsfyldt fællesskab. Med sit legendariske vid og sin poetiske ladning af sproget leverede han det ene præcise attack på almindeligheder og dumsnakkende tomgang efter det andet. Lad os her citere hans kendte statement: ”Politik er det muliges kunst. Kunst er det umuliges politik. Man må have nogen til at håndtere det umulige. Ellers forfalder det og bliver muligt.” De 20 kvindelige kunstnere, som bidrager til udstillingen Real/Fiction har i bedste Højholt-ånd gjort det til deres livsgerning at gestalte utopiske verdener, som vi først møder i værkernes overraskende skikkelser. Dermed ikke være sagt, at værkerne er kommet til verden ud af den blå luft. Sådan forholder det sig ikke med kunsten i dag eller for den sags skyld tidligere, for kunstnerne bygger altid videre på traditionen. Enten ved at reagere imod tidligere generationers kunstneriske frembringelser eller ved at gå i dialog med disse. Eller begge dele. De kvindelige kunstnere på udstillingen er ingen undtagelse herfra, men de har ikke haft så mange forbilleder i kunsthistorien som deres mandlige kolleger. I stedet har de hentet inspiration i populærkulturen, i arkitekturhistorien, i drømmene, i deres egne erfaringer eller i biografen og har integreret udtryk og ideer derfra. De har stædigt og igennem snart ti år skrevet et helt nyt kapitel i kunsthistorien og introducerer os - ofte i et fortællende formsprog – til et kvindeligt erfaringsunivers, som aldrig er set tidligere i den ellers mandligt dominerede kunsthistorie.
Med deres drømme om en anden verden med naturen som det både befriende og truende andet gør disse kunstnere det, vi troede var umuligt, muligt. Qua deres genuine fantasi og uortodokse tilgang til Kunsten får vi som betragtere en ekstra dimension i tilværelsen, der sædvanligvis er styret af Logos, dvs. af det rationelle eller fornuften. Men mennesket lever ikke af brød alene, som man siger, og det ved kunstnerne. Vi henlever i øvrigt omkring en tredjedel af livet i nattens biograf og er således parate til med drømmenes efterbilleder på nethinden gispende at genkende det, vi aldrig har set, for nu at fortsætte med Højholt. Værkerne leder os på vej til en ny, besjælet verden, og vi har brug for nye verdener og et nyt sprog for at komme videre og genfinde uskylden og intensiteten. Hvem kender ikke den klamme stemning, der breder sig omkring et kaffebord, hvor samtalen er gået i stå, fordi alt er blevet sagt før, og resten tør vi ikke sige af angst for at overtræde en usynlig diskretionslinje? Kunstnerne har ingen diskretionslinje. De prikker hul i almindelighederne og vækker undren - og destabiliserer dermed det givne.
Mange af udstillingens værker har en dimension af gådefuldhed og ikke så sjældent også en god portion kritik af tingenes tilstand – ofte fremsagt med tungen i kinden. Tag blot kunstnerduoen Randi og Katrines antromorficerede stavkirker, der samtidig er en nytænkning af skulpturen som kunstnerisk kategori i feltet mellem arkitektur, installation og skulptur. Deres fortællende kæmpeværker kigger ud på os og bærer på en hemmelighed, denne gang en religiøs eller kristen i en tid, hvor religionen er på den kulturpolitiske dagsorden. Man kunne også nævne Mejlvang & Hesselholdts ironiske og tvetydige fremstillinger af hverdagssituationer i deres poetiske keramiske tableauer. I værket ’Strengthening our Spirit’ leverer de en direkte politiske kritik af tingenes tilstand med et sortmalet Dannebrogsflag, der vajer over en stenbunke, der er hobet sammen på en tør, revnet jord som en direkte henvisning til den politiske virkelighed i Danmark pt. - og måske også til engagementet i den arabiske verden. De fleste af udstillerne arbejder imidlertid i to dimensioner og ofte i et fabulerende sprog med enkelte undtagelser herfra, nemlig Anna Fro Vodder, Mette Winckelman og Anna Odell, der på højst forskellige måder arbejder med en mere uhåndgribelig motivverden, hvad enten de har noget så flygtigt for øje som luft eller vand, eller de arbejder med motivet som led i en mere formel undersøgelse. Udstillingens eneste fotokunstner, Astrid Kruse Jensen, afsøger det unheimliche i sine truende nattefotografier fra rekreative steder, som man ellers kun oplever i det dagsklare lys.
Med deres figurative og helt personlige univers skildrer udstillingens mange fabulerende kunstnere bl.a. den farefulde vej for det kvindelige subjekt i overgangen fra barn til voksen. Mange af kunstnerne indarbejder kitschede og kinky elementer fra massemedierne og kreerer derved et nyt og forfriskende billedsprog, og mange er genuine kolorister, der ikke tøver med at benytte en rig og modig palet. Flere af dem fornyr malerkunsten ved at hente næring i børnebogens eventyrunivers og mixer derved elegant den såkaldt lave billedkultur med den høje kunstinstitutions. Fælles for mange af udstillingerne er, at de maler eller tegner af karsken bælg i en tid, der har oplevet indtil flere maleforbud. De har for længst gjort op med de cool attituder, som prægede kunstscenen i 1990’erne med tør konceptkunst og krav om anvendelse af nye medier og ny teknologi. De undrer sig såre over, hvordan man kan bruge sit liv på at skabe noget, man ikke selv tror på, når livet er så kort, og døden er så lang.
De fleste af udstillerne er ikke bange for at vise deres følelser frem i værkerne, de skaber faktisk på følelsen, se bare Lise Blomberg Andersens maleri ’Hans og Grethe’, hvor en dreng og en pige holder hinanden i hånden, imens de træder ud i den truende natur, eller Kathrine Ærtebjergs malede fabler om piger, der evner at kommunikere med en besjælet alnatur. Mange af kunstnerne lader ting ske, som er imod naturens lovmæssigheder og almindelig sund fornuft. Der er en vidunderlig frihed i at være i stand til - med maling på penslen og ved håndens kraft alene - at skabe, hvad kun fantasien sætter grænser for.
Lisbeth Bonde er cand.mag. i dansk og kunsthistorie. Kunstredaktør ved dagbladet Information fra 1994-2002. Fra 2002 kunstskribent ved
Weekendavisen. Hun har en lang foredragskarriere bag sig, og hun har udgivet bøgerne: Kunstnere på tale (2002), Atelier - kunstnerens værksted (2003) og sammen med Mette Sandbye Manual til dansk samtidskunst (2006). I 2007 redigerede hun bogen Hvorfor kunst?, som hun redigerede sammen med Maria Fabricius Hansen. Hun har desuden leveret en lang række artikler til kataloger og kunstbøger om bl.a. Peter Martensen, Lars Nørgård og Allan Otte.
www.lisbethbonde.dk