Martin Gam

Et billede er et billede af et billede, denne sætning kom frem fra baghovedet, som en parafrase over Gertrud Steins berømte citat en rose er en rose er en rose, da jeg stiftede bekendtskab med Martin Gams specielle digitale billledkonstruktioner.
Martins billeder er fuldendte virtuelle visuelle digtninger skabt på grundlag af allerede eksisterende billeder, der er blevet bearbejdet, flettet ind med andre billeder, lagt lag på lag af hinanden og samplet som musikstykker, indtil der fremtræder et helt nyt billede, der aldrig har eksisteret – og heller ikke kommer til det igen.
Billederne er utrolige konstruktioner af sammenvævninger af elektronisk lys og farver, der giver de enkelte billeder en mærkelig form for dybde, som var de virkelige 2D eller 3D konstruktioner. Det er flot teknisk håndelag, der skal til på den ene side. Men på den anden side skal der også en følsom og forstående æstetisk og kunstnerisk nerve til at gøre dem til billeder af ny ukendt værdi. Billeder der forvandles fra tekniske konstruktioner til en form for elektronisk maleri. I denne billedform er det ikke års arbejde med pensel eller spatel, det drejer sig om. Det handler om, at manden med musen finder, dissekerer og igen samler eller forener billeder fra helt forskellige sammenhænge og giver dem det nye helt rigtige touch af noget magisk liv, for at de netop bliver til en helt ny helstøbt billedform.
Det er fristende at bruge billeder af forskellige maskindele, for de indeholder et væld af tråde og forbindelser, der gennem tillæg og bearbejdninger kan blive til nye konstruktioner af moderne Storm P tilsnit. Men Gam går heldigvis også videre og arbejder med portrætter, landskaber og natur, som tilsvarende bliver til en ny billedvirkelighed gennem computeren og ud på print på et traditionelt medie som papir, lærred eller metalplade. Gennem processen til vægbilleder bruges teknikken ironisk set dobbelt, både som ny teknik og som noget der til sidst forvandles til et analogt billede. Det er faktisk en risikabel proces, som mange, såkaldte, computerkunstnere i tidens løb reelt er kommet til kort overfor, fordi billederne havde det med at dø. Martin Gams billeder indeholder en særlig bearbejdning og kvalitet, således at dette ikke er sket for hans billeder, hvilket vidner om hans professionelle tilgang.
Det er klart, at Gams metode lægger op til en billedflade, der arbejder med det kaotiske, fordi billede på billede har det med at skabe kaos. Men alligevel fornemmes Gams overblik og vilje til at tøjle det kaotiske og give det struktur og form, hvilket netop er kunstens opgave. Så selvom der er noget apokalyptisk over mange af de store billeder, så er der et eller andet sted, noget øjet kan finde hvile ved, og opdage, at der i kaos findes kosmos. I andre billeder – ikke mindst maskinbillederne – er der også en lethed og leg med farverne og formerne, der antyder en humoristisk tilgang.

Erik Meistrup