Janni Mai Larsen

Æsker med M&M’s, My Little Pony og andre ikoner indtager Janni Mai Larsens farvestrålende landskaber. I psykedeliske scenarier indgår de velkendte genstande i nye fortællinger, der mere eller mindre direkte refererer til hændelser i hendes liv. Hun vender tingene på hovedet i et mærkværdigt univers inspireret af drømme og erindringer. Mange af værkerne trækker på helt konkrete oplevelser og eksempelvis har en flytning resulteret i et værk, hvor kinderæg, en seng og andre mærkværdige objekter vælter ud af en tom æske. Janni Mai Larsen kombinerer det velkendte med det ukendte i sine forunderlige og eventyrlige fortællinger.

Tingene er ikke hvad de umiddelbart ser ud til. Under overfladen på de dekorative landskaber lurer en dyster tomhed. I et drivhus placeret på sten, ser man en tom barnevogn blandt væksthusets planter. Ved at tilføje en række fortællende elementer, for eksempel den tomme barnevogn eller tomme æsker, skaber hun i sine værker en følelse af ubehjælpsom tomhed. En tomhed der er en af de tilbagevendende tematikker i de mennesketomme scenarier.

Udover maleri arbejder Janni Mai Larsen også en med installationer. De består af kasser, der hver især indeholder et miniunivers af fortællende elementer og tilfører en spændende ekstra dimension til hendes malerier. Med det narrative i centrum mikser Janni Mai Larsen hverdagsbilleder, drømme og erindringer til indre landskaber, hvor det absurde og dystre lurer lige under overfladen.
Janni Mai Larsen, er født i 1976 og studerer sit 4. år på Det Kgl. Danske Kunstakademi efter 3 år på Det Fynske Kunstakademi. Hun har blandt andet udstillet på Fyns Kunstmuseum og Brandts Klædefabrik samt på en række censurerede udstillinger, herunder Kunstnernes Forårsudstilling på Charlottenborg. Herudover har hun ved flere lejligheder vist sin kunst i Beijing.