![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
Jannie Martinus Skov
Blodrøde negle, store solbriller og en vidtåben sensuel mund med store farvede læber. Titlen på værket er ”Hey you”, og ordene forekommer meget sigende for stemningen i Jannie Martinus Skovs kunst. Den flirtende femme fatale er fast hovedrolleindehaver i en farvestrålende verden, hvor erotikken breder sig, når fantasien slippes løs.
Både hvad angår farveholdning og malemåde benytter Jannie Martinus Skov sig af popkunstens virkemidler, og den erotiske verden beskrives med reklameæstetikkens karakteristiske fladhed.
Kvinden befinder sig i abstrakt rum, hvor sorte, orange og lilla farvebjælker med varierende størrelser og overlap giver en vag fornemmelse af dybde i det ellers flade billedrum. Huden er udført i en lys gråblå nuance, og ansigtets skygger består af klart afgrænsede farvefelter, der i høj grad fremstår som abstraktioner. Den lyslilla baggrund er skabt af små prikker, der, i samspil med det underliggende lærreds hvidhed, skaber et bølgende mønster, der forstærker baggrundens fladhed.
Farvebjælkerne leder blikket over på kvinden, og der er ingen forstyrrende elementer, der kan tage opmærksomheden fra hende. Med sit korte mørke hår udstråler hun selvsikkerhed og styrke. Hovedet hviler let på det inderste af håndfladen, og fingre med knaldrøde lange negle er bøjede i en lokkende gestus. Kvinden udøver en form for seksuel magt over beskueren, og hvad enten værket opleves gennem en mand eller en kvindes øjne, så er hendes hensigt klokkeklar - hun vil forføre os.
Nogle af de temaer, Jannie Martinus Skov tager fat på, er seksuel eksperimenteren og nysgerrighed. Hun skildrer den ideale kvindekrop med inspiration hentet fra modemagasiner, hvor hun kan finde modeller med den helt rigtige attitude. Billederne skal ses som udtryk for fantasier og ikke som et billede på hendes kvindesyn. Jannie Martinus Skovs fantasiunivers er ikke et sted for romantiske drømme, men handler om erotik og selviscenesættelse.
Jannie Martinus Skov er født i 1979 og er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2007. I de seneste år har hun udstillet på gallerier forskellige steder i Danmark.



















